Vi er stolte over at kunne dele, at HMK Bilcon er blevet kåret som Børsen Gazelle 2025 – en anerkendelse af vores vedvarende vækst, engagement og evne til at skabe resultater i et konkurrencepræget marked.
Gazelleprisen uddeles hvert år af Dagbladet Børsen til de hurtigst voksende virksomheder i Danmark. Det er en hyldest til dem, der formår at kombinere vækst med solid drift og fremadskuende strategi. For os hos HMK Bilcon er prisen et bevis på, at vores strategi er lykkes, og at det daglige arbejde med produktoptimering, fokus på høj kvalitet, leveringssikkerhed og innovation gør en reel forskel for vores kunder.
Hvad kræver det at blive Børsen Gazelle?
For at blive udnævnt som gazellevirksomhed skal man opfylde en række strenge kriterier, som sikrer, at kun de mest vækststærke virksomheder kommer i betragtning:
- Virksomhedsform: Kun aktieselskaber (A/S) og anpartsselskaber (ApS) indgår i vurderingen.
- Regnskabsperiode: Der skal være offentliggjort minimum fire årsregnskaber. Regnskabsår, der afviger fra 12 måneder, frasorteres.
- Omsætning og vækst: Virksomheden skal have haft positiv vækst i nettoomsætning eller bruttoresultat hvert år i perioden, og samlet set skal omsætningen være mindst fordoblet over de fire år.
- Driftsresultat: Det er tilladt at have underskud ét år, men det samlede driftsresultat over perioden skal være positivt.
- Sammenlignelighed: Regnskabstallene skal være fuldt ud sammenlignelige. Ændringer i regnskabspraksis, der forhindrer dette, medfører frasortering.
- Minimum antal ansatte: For at blive regionsvinder kræves minimum 10 ansatte i det seneste regnskabsår.
En pris med perspektiv
Gazelleprisen er ikke kun en økonomisk anerkendelse, den er også et symbol på fremdrift, jobskabelse og samfundsansvar. Hos HMK Bilcon er vi påbegyndt arbejdet med ESG for at imødekomme forventninger fra kunder og samarbejdspartnere og få klarlagt vores klimaaftryk, så vi kan medvirke til at nedbringe CO2 udledningen.
Fejring og fremtid
Vi deltager i Børsen Gazelle Aalborg 2025 den 18. november i Musikkens Hus, hvor vi fejrer denne milepæl sammen med andre inspirerende virksomheder. Vi ser frem til at fortsætte arbejdet med fokus på vækst, ansvarlighed og innovation.
