En sundhedspolitik blev det skub, som mange havde ønsket sig i årevis
“Det er helt utroligt. Folk er stoppet med at ryge, nogle har tabt sig op til 10 kg og så har det løftet både stemningen og sammenholdet på tværs af afdelingerne.” Sådan siger CEO Peter Jensby efter kun én måned, hvor vi har indført en ny sundhedspolitik på arbejdspladsen.
Overraskende resultater fra sundhedstjek førte til ændringer
D. 2. januar 2018 startede ledelsen fra HMK Bilcon årets første arbejdsdag med at få overleveret resultaterne fra et sundhedstjek, som Aalborg Sundhedscenter havde tilbudt alle interesserede medarbejdere i slutningen af 2017. ”Det kom som en stor overraskelse, hvor skidt det stod til” siger Peter Jensby, som derfor også tog beskeden meget alvorligt og valgte allerede samme uge at igangsætte tiltag, der kunne påvirke arbejdsmiljøet i en retning, der ville påvirke medarbejdernes helbred i en positiv retning.
Kantinen blev screenet, og udvalget justeret til, så det opfyldte Sundhedsstyrelsens anbefalinger. ”Vi har fjernet det lyse brød om morgenen og erstattet det med groft brød, og så har vi fjernet morgenkagen mandag til torsdag og tilbudt gulerødder alle ugens dage. Vi har også introduceret alkoholfri øl i fredagsbaren som et alternativ.” siger Peter Jensby om nogle af de ændringer, der er sket. Alle medarbejderne blev derudover tilbudt 3 oplæg af 1 times varighed i arbejdstiden om hhv. sund mad, fysisk aktivitet og psykisk arbejdsmiljø. Op til 75% af medarbejderne valgte at møde op, og heraf valgte også flere at tage imod tilbud om diætistvejledning i arbejdstiden, rabat til medlemskab i en fitnesskæde og tilmelde sig ”Tæl skridt” kampagnen.
En skræddersyet sundhedspolitik og -ordning
Med til at gennemføre ovenstående tiltag var Helle M. Eriksen, der er sundhedskonsulent og som hjælper virksomheder med at skræddersy sundhedspolitik og -ordninger for at skabe rammen om et sundhedsfremmende arbejdsmiljø. ”Det vi gjorde her, var at kigge på rammerne for at finde de steder, hvor arbejdsmiljøet havde en mulig negativ påvirkning på medarbejdernes helbred. Påvirkningen ved at spise lyst brød og kage hver formiddag er eksempelvis øget risiko for at tage på i vægt og et højt udsving i blodsukkerniveau” siger Helle M. Eriksen. Denne konsekvens viste sig da også i resultaterne fra sundhedstjekket ved at en stor del af medarbejderne var overvægtige og i risiko for at udvikle diabetes.
”Vi er gået lidt anderledes til værks.” siger Helle M. Eriksen og fortsætter ”Det er kutyme blandt mange arbejdsgivere at tilbyde en sundhedsordning, hvor medarbejderne selv har ansvar for at opsøge læge, fysioterapeut eller anden behandler, hvis de er i risiko for sygdom eller skader. Her har vi vendt det på hovedet og i stedet sikret, at HMK BILCON 2017 A/S som arbejdsplads skaber rammen om et arbejdsmiljø, der har en positiv indvirkning på medarbejdernes helbred. Med det afsæt har vi startet på at designe en sundhedspolitik, der giver medarbejderne de bedste forudsætninger for at overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger for KRAM-faktorerne i arbejdstiden (KRAM-faktorerne: Kost, Rygning, Alkohol og Motion).”
Allerede en succes
Lars Skaarup Kristiansen er én af de medarbejdere, der har taget rigtig godt imod de nye ændringer på arbejdspladsen. Han gik ind i det nye år fast besluttet på at tabe sine overflødige kilo, og tabte på bare de første 3,5 uge 7,7 kilo. ”De 3 første kilo går som regel nemt” siger Lars Skaarup Kristiansen og fortsætter ”men med den hjælp vi har fået tilbudt herude, har det denne gang været nemt at fortsætte. Jeg har fået nogle gode tips til at lægge min livsstil om og er glad for mine nye vaner.”
Også deltagelsen i ”Tæl skridt kampagnen” har været en succes fortæller Henrik Søgård. ” Vores sundhedsprojekt har været super spændende, og det har været sjovt at deltage i tæl skridt kampagnen. Der har i hele projektet jo været fokus på, at man skulle finde en motionsform, som man selv synes var sjov, og der gik jo lidt sport i at gå længst. Efter kampagnen sluttede går jeg stadig mellem 20-25.000 skridt om dagen, og jeg glæder mig til at tæl skridt starter op igen. Det har også givet en anden kontakt mellem kollegerne, som har heppet på hinanden og konkurreret om flest skridt, man har snakket på an anden måde”
Implementeringen af den nye sundhedspolitik viste sig at være det skub, som mange af medarbejderne har ønsket sig i årevis, fortæller Peter Jensby. ”Men vi er ikke fanatiske” fortsætter både han og Lars Skaarup Kristiansen om ændringerne på både arbejdspladsen og i privatlivet. Der er stadig morgenkage fredag, når alle medarbejdere samles til briefing, og der er også stadig sodavand og chips på bordet lørdag aften hos Lars, når familien samles i stuen. For Helle M. Eriksen, der har bred erfaring i at designe og implementere sundhedspolitikker og -ordninger på arbejdspladser, er dette et af succeskriterierne. ”Lad os skabe et arbejdsmiljø, der giver vores ansatte de bedste forudsætninger for et godt helbred, og dermed også mulighed for at nyde lyst brød, søde sager, alkohol, og lignende i privaten sammen med venner og familier – uden at det nødvendigvis overskrider anbefalingerne og får konsekvenser for deres helbred.”
”Jeg ser en klar sammenhæng mellem medarbejdernes sundhed og en god økonomi for virksomheden på den lange bane, så vi forsætter den positive forandringsproces i 2018, afslutter Peter Jensby”