Den 26. juni 2017 har HMK Bilcon og Gistrup Autolakering indgået aftale om overtagelse af nuværende opgaver indenfor sandblæsning, lakering og udbedring af forsikringsskader på busser og lastbiler. Opgaverne vil over de næste 3 måneder blive flyttet fra Gistrup Autolakering til HMK Bilcon 2017 A/S på Hadsundvej 295, da Gistrup Autolakering ved Lars Dybbro efter en menneskealder har valgt at afvikle forretningen på Hadsundvej 323 i Gistrup, da der fremover skal bygges huse på grunden.
Ejeren af Gistrup Autolakering Lars Dybbro bliver frem over chef for malerteamet hos HMK Bilcon 2017 A/S, hvor han blandt andet vil være ansvarlig for udarbejdelse af tilbud. Lakeringsafdelingen løser alle opgaver inden for sandblæsning og lakering og råder over to malerkabiner på 18 meter og en malerkabine på 9 meter til mindre dele.
”Jeg har haft en del tilbud fra flere interesserede angående overtagelse af aktiviteterne”, udtaler Lars Dybbro. ”Det mest logiske valg er HMK Bilcon, da vi i mange år har haft et godt samarbejde. Det har været vigtigt for mig at sikre mine mangeårige kunder en god fremtidig løsning på lakeringsopgaverne, og jeg ved, at HMK står for kvalitet”.
”Overtagelsen af aktiviteterne er helt i tråd med HMK Bilcons fremtidige vækststrategi, og vi vil opnå en stor synergieffekt hos os, da vi vil få maksimal udnyttelse af kapaciteten i vores lakeringsafdeling. Ydermere kommer Lars Dybbro med mange års professionel erfaring og stor ekspertise på området samt et godt humør, så det vil helt klart bidrage positivt til virksomheden i fremtiden” udtaler CEO Peter Jensby fra HMK Bilcon 2017 A/S.
Om HMK Bilcon 2017 A/S
I februar 2017 blev HMK Bilcon 2017 A/S stiftet efter et kontantkøb af samtlige aktiver fra HMK Bilcons konkursbo. Der er fuld gang i produktionen på fabrikken i Gistrup, hvor der fremstilles et bredt udvalg af tankvognsløsninger til levering af olie og benzin, løsninger til forsvaret, dyretransportbiler, korn- & foderstofbiler og mobile løsninger til sundhedssektoren. Virksomheden er kendt for at fremstille produkter af den højeste kvalitet til kunder i Skandinavien.
Om Gistrup Autolakering ApS
Gistrup Autolakering blev startet i 1961 af Willam Dybbro. I 1992/93 blev der gennemført et generationsskifte, og virksomheden blev overdraget til William Dybbros 3 børn. Lars Dybbro og søsteren Helle har drevet den velrenommerede virksomhed Gistrup Autolakering ApS videre, og de har professionelt beskæftiget sig med lakering, opretning og lakreparation af personbiler, lastbiler, tankvogne, mobilkraner, busser samt mange varierende industriopgaver.
Yderligere information:
HMK Bilcon 2017 A/S, CEO Peter Jensby tlf. 30 78 47 68
Gistrup Autolakering ApS, Lars Dybbro tlf. 40 85 41 71