Historisk vækst drevet af forsvarssegmentet og effektiviseringsinvesteringer
Den nordjyske virksomhed HMK Bilcon A/S har leveret det stærkeste regnskab i virksomhedens ca. 130-årige historie. Med et stabilt højt produktionsniveau gennem hele 2024 – på linje med det stærke andet halvår af 2023 – kan virksomheden præsentere både rekordomsætning og rekordindtjening. Sammenlignet med sidste år er omsætningen steget med ca. 45 % (YoY), og indtjeningen er fulgt med den markante vækst.
Forsvarssegmentet driver væksten
Den primære vækstdriver er den stigende efterspørgsel i forsvarsindustrien, hvor der er øget fokus på højkvalitetsprodukter. Da seriestørrelserne i dette segment typisk er større, opnås en positiv produktionseffekt, som bidrager til en stærkere økonomi og bedre udnyttelse af kapaciteten.
Investeringer i effektivisering og kapacitet
HMK Bilcon har i løbet af året foretaget en række strategiske investeringer, herunder i svejserobotter og specialudstyr til håndtering af tanke, hvilket har øget produktionskapaciteten og effektiviteten markant. Samtidig er der gennemført bygningsprojekter og kapacitetsudvidelser for at understøtte det høje aktivitetsniveau og imødekomme den voksende ordrebeholdning.
ISO 27001-certificering styrker positionen
I december 2024 opnåede HMK Bilcon ISO 27001-certificering inden for informationssikkerhed – et vigtigt skridt, da cybersikkerhed bliver et krav i forsvarssegmentet fremadrettet.
Flere ansatte og styrket dansk leverandørkæde
Det høje aktivitetsniveau har også ført til en løbende udvidelse af medarbejderstaben. Samtidig øges sourcing fra lokale danske underleverandører, hvilket skaber yderligere værdi i den nationale forsyningskæde.
International vækst i sigte
Direktør Peter Jensby fortæller:
“Ordrebeholdningen og vores pipeline er nu rekordstor – og samtidig bredere fordelt på både produkter og geografiske markeder end nogensinde før. Den internationale vækst er for alvor begyndt, med ordrer fra flere europæiske lande på vores specialprodukter til forsvarsindustrien. Her har vi en særlig styrkeposition inden for blandt andet brændstoftanke, som spiller en central rolle i logistikkæden.”
HMK Bilcon A/S
HMK Bilcon blev grundlagt i år 1895 og er specialiseret i fremstilling af tankvognsløsninger til transport af olie og benzin, specialprodukter til den europæiske forsvarsindustri, IOT kontrolstyringer samt mobile klinikker og mobile hospitaler.
For yderligere information kontakt:
Adm. direktør Peter Jensby, HMK Bilcon A/S: tlf. 30 78 47 68.