Stort modkøbsprojekt til HMK Bilcon godkendt af Erhvervsstyrelsen
Den nordjyske produktionsvirksomhed HMK Bilcon har af Erhvervsstyrelsen fået godkendt et større modkøbsprojekt med en stor udenlandsk international koncern indenfor forsvarsindustrien.
Godkendelsen er kommet i hus grundet virksomhedens store know-how indenfor svejsning samt 40 årige erfaring med produktion af specialkøretøjer til forsvarsindustrien.
En yderligere årsag til at denne mulighed er opstået er, at virksomheden som en af de første i sin branche er blevet ISO-14001 miljøcertificeret.
Der er tale om et avanceret teknologioverførselsprojekt, hvor virksomheden som den eneste virksomhed i Danmark bl.a. får uddannet smede til nogle specielle internationale certificeringer indenfor svejsning i armeret stål.
Desuden vil det erfarne projekthus ADMG (Advanced Digital Manufacturing Group) fra Holstebro medvirke til at sikre en langt større grad af automatisering, digitalisering og vidensoverførsel indenfor robotsvejsning i flere typer metaller til HMK Bilcon.
Projektet er blevet til, efter 1 års massive forberedelser og er nu sat i gang. Aktiviteterne løber over de næste par år og forventes at bidrage til et langsigtet, specialiseret samarbejde med større internationale koncerner indenfor den globale forsvarsindustri.
”Vi er utrolig glade for, at det er lykkedes at komme i hus med projektet, som er endnu et vigtigt ben i HMK Bilcons strategi. Gennem mange år har vi leveret specialkøretøjer og containere i højeste kvalitet til forsvaret i bl.a. Danmark, Norge og Sverige, så vi ser frem til at kunne levere nye kvalitetsprodukter i armeret stål”, udtaler CEO Peter Jensby.
”ADMG er netop specialister indenfor ”Digital Manufacturing”, og vi glæder os til samarbejdet, som helt sikkert vil resultere i en større produktportefølje til forsvarsindustrien”, afslutter Peter Jensby.