HMK Bilcon har den 24/4-2026 underskrevet en ny ordre med Försvarets Materielverk (FMV) om levering af en større mængde tankningsaggregater.
Ordren er vundet i forbindelse med et offentligt udbud, hvor en række andre internationale leverandører også bød på opgaven. HMK Bilcon opfyldte alle udbudskrav og vandt udbuddet på billigste pris.
Aftalen omfatter serieleverancer af to forskellige tankningsaggregater til fly og helikoptere inkl. optioner samt efterfølgende service og vedligehold.
Udover design, produktion og montage samt test leveres der også ILS-dokumentationspakke i henhold til FMVs krav.
Tankningsaggregaterne kan tanke fly eller helikopter fra alle typer af eksternt tilkoblede tanke og er selvforsynende med egen dieselmotor.
Opstarten af projektet er i fuld gang hos HMK Bilcon, og første levering bliver i uge 52.
HMK Bilcon ser store muligheder i levering af produkterne til andre NATO-lande, da de også vil kunne anvende disse til tankning af deres luftbårne enheder.
