Eliassons Åkeri I Kristianstad AB vælger HMK Bilcon A/S som leverandør på nybygninger
Den 13. januar 2021 har HMK Bilcon A/S indgået aftale med Eliassons Åkeri i Kristianstad AB om levering af 4 vogntog bestående af en 3-akslet tankbil på 21m³ med en 4-akslet anhænger på 45m³. De 4 vogntog leveres i 2021 og bliver alle monteret med Bartec pejlestavsmålesystemer.
Eliassons Åkeri overtog en del af kørslen for Preem i 2020 og har i den forbindelse overtaget 6 vogntog fra Skanol AB, som blev bygget af HMK Bilcon tilbage i 2018 med tilsvarende Bartec udstyr. De nye tankvogne fra HMK Bilcon, bliver dog tilpasset i designet efter ønske fra Eliassons Åkeri.
”Vi glæder os til at levere flere tankbiler af højeste kvalitet til det svenske marked udtaler Key Account Manager Jesper Falkenløve”, som repræsenterer HMK Bilcon på det svenske marked for Olie/Benzin samt Rustfaste tanke.
Eliassons Åkeri er et veletableret svensk transportfirma med 70 ansatte. Firmaet har beskæftiget sig med tanktransport siden 1950’erne og driver en moderne transportvirksomhed med fokus på både miljø, digitalisering og optimerede transportenheder. Hovedsædet ligger i Kristianstad i Sydsverige og herfra leveres der brændstof, kemi og bitumen i store dele af Sverige. Derudover udfører de også en række specialopgaver i både Norge, Danmark, England og Tyskland.
HMK Bilcon A/S er grundlagt tilbage i 1895 og producerer i dag tankbiler til transport af olie og benzin samt ekspanderbare semitrailere, som anvendes til events, messer og mobile klinikker. Virksomheden er som en af de få europæiske opbyggere ISO 9001, 3834-2 og 14001 certificeret. Der lægges stor vægt på høj kvalitet, stor faglighed og lang holdbarhed på produkterne. I 2020 blev HMK Bilcon forhandler af rustfaste tanke fra spanske Parcisa, så det er nu også muligt at købe både tankbiler og semitrailere til transport at ADR-kemi, bitumen, næringsmidler, affaldsprodukter og fiskeaffald.
”Vi ser frem til et godt og langvarigt samarbejde med Eliassons Åkeri”, udtaler Salgschef Torben Ravnholt.
”Siden den første kontakt med HMK Bilcon A/S har vi oplevet, at de opretholder et højt kvalitets- og serviceniveau, som vi sætter stor pris på. Vi ser nu frem til et godt og langsigtet samarbejde sammen”, udtaler Tommie Eliasson, Økonomichef i Eliassons Åkeri i Kristianstad AB.