Årsregnskab 2018 HMK Bilcon 2017 A/S

15 mar, 2019

Årsregnskab for 2018

Vi har i 2018 næsten fordoblet aktiviteterne i forhold til 2017 og har på baggrund af de gode resultater opnået en AAA kreditrating

En fordobling af aktivitetsniveauet i 2018 i forhold til 2017 er årsag til, at vi nu for andet år i træk har kunnet fremvise et tilfredsstillende årsregnskab, som blandt andet skyldes en stor ordre fra en dansk kunde.

Stor fremgang i underliggende drift
Trods en stor vækst er resultatet på godt 4 mio. kr. næsten identisk med resultatet for 2017. Administrerende direktør Peter Jensby forklarer, at 2018-resultatet indeholder en markant fremgang i den underliggende drift. En fremgang, som bl.a. har betydet, at antallet af ansatte er steget fra 56 til 86, heraf 10 lærlinge. Hertil kommer en oprustning i form af effektiviserende investeringer i produktion og arbejdsmiljø, som i 2018 desuden har resulteret i en GRØN SMILEY fra Arbejdstilsynet:

”Ud over omfattende investeringer i bygninger, maskiner, IT-systemer, sikkerhed, uddannelse og sundhed har vi investeret i en række energioptimeringer, så energiforbruget fremadrettet vil blive reduceret med ca. 30 % i hele virksomheden. Ud over det miljømæssige aspekt vil det naturligvis også have en økonomisk positiv effekt fremover” fortæller han.

Benhårdt arbejde har båret frugt
Ifølge den administrerende direktør er årsresultatet og den store fremgang et resultat af benhårdt arbejde fra samtlige ansatte.

”Vi har arbejdet intenst på at effektivisere vores produktion og forbedre vores produkter. Det har indebåret standardisering af produkter, udvikling af nye produkter samt relancering og salg af forbedrede produkter. Og det er langsigtede strategiske tiltag, som skal være medvirkende til fortsat fremgang.”

Peter Jensby fortæller, at de første ordrer på de relancerede produkter er indgået i 2018 og leveres i 2019.

HMK Bilcon 2017 A/S
HMK Bilcon blev grundlagt i 1895 og er specialiseret i fremstilling af tankvognsløsninger til transport af olie og benzin, tankbiler og tankcontainere til forsvaret, tankbiler til transport af korn- og foderstoffer samt mobile trailerløsninger til sundhedssektoren og events.

For yderligere information kontakt:
Adm. direktør Peter Jensby, HMK Bilcon 2017 A/S: tlf. 30 78 47 68.